Solrød Tennis Klub

Referat: Generalforsamling 19 marts 2025

19. marts 2025 - Skrevet af Pernille Bekke

Referat af Generalforsamling 19 marts 2025

Tilstede:        Ca. 25 stemmeberettigede.

Fraværende: Ca. resten af klubbens medlemmer.

Referent:       Hans

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formanden aflægger beretning for årets virksomhed.
  3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  7. Behandling af indkomne forslag.
  8. Eventuelt.

Ad 1.  Formanden bød velkommen og foreslog Knud Andersen som mødets dirigent. Dette fremragende forslag forårsagede et bragende bifald fra de mange fremmødte medlemmer. Herefter kunne dirigenten konstatere, at indkaldelsen var rettidig indvarslet, og dermed var generalforsamlingen beslutningsdygtig. Hans Nielsen blev foreslået og valgt til referent.

Ad 2. Formanden nævnte, at året 2024 var året, hvor Solrød Tennisklub fyldte 50 år, og det blev fejret med åbent hus, jubilæumsturnering og efterfølgende jubilæumsfest.

En vigtig målsætning for 2024 har været en økonomi balance. Det er gennemført, og dette vil være en styrende fremtidig parameter.

Med styr på økonomien har det været muligt at kigge frem og udvikle klubben, og det har der været fokus på i 2024.

Vedrørende træningstilbud til medlemmerne har vi nu på seniorsiden etableret træningsforløb for nybegyndere, let øvede, øvede og meget øvede. På juniorsiden fastholdes det oprindelige træningsniveau.

I 2025 vil der blive lagt flere ressourcer ind i træningen til glæde for medlemmerne og som et redskab til at skabe fællesskaber og finde nye makkere.

På juniorsiden har vi i året haft et tæt samarbejde med skolerne og har haft mange elever forbi klubben. Etableringen af en junior sommer camp mislykkedes, men i 2025 forsøger vi igen denne gang i samarbejde med DGI.

Det er med glæde, at vi kan konstatere at det vigende medlemstal nu er vendt til en mindre fremgang. Denne positive tendens vil vi gerne holde fast i.

Med flere medlemmer og en øget mængde aktiviteter sættes banekapaciteten under pres. Vi arbejder løbende med at aktivere så mange medlemmer som muligt, samtidig med at det skal være muligt at booke en bane. Dette er en balancegang, hvor vi også differentierer priserne for at gøre det særlig attraktivt at bruge ydertiderne fremfor de dyrere prime time perioder.

Formanden nævnte, at årets aktivitetsdag bliver afholdt lørdag den 12. april.

Formanden annoncerede også, at der ville blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på ændring i klubbens vedtægter. Formået er at præcisere afstemningsregler samt ajourføre forældede dele af vedtægterne.

Dette konkluderede formandens beretning.

På spørgsmål fra forsamlingen kunne kassereren meddele, at medlemstallet pr. 31. december var 351 heraf 43 juniorer.

Et spørgsmål om ekstra træningstimer til let øvede blev diskuteret så meget, at den rare dirigent – meget mod sin natur – var nødt til at hæve stemmen, men den rare og fordragelige tone indfandt sig dog hurtigt herefter. At finde ekstra træningstider er en balancegang, som bestyrelsen er meget opmærksom på.

Et spørgsmål om udnyttelse af faste baner, der undertiden ikke benyttes af ”indehaverne” blev debatteret. Indehaverne opfordres til at oplyse når banerne ikke benyttes evt. på klubbens face book side.

Efter disse bemærkninger blev formandens beretning godkendt.

 

Ad 3.  Klubbens kasserer, Børge Johnsen, gennemgik regnskabet kort ved at nævne et par nøgletal, herunder det glædelige overskud på 32.000 kr.

Egenkapitalen er 1.3 mio. kr. herunder en værdi af tennishallen på 1.2 mio. kr.

Bankbeholdningen er 322.000 kr.

Med andre ord en bundsolid forretning (referentens subjektive og ligegyldige bemærkning)

Regnskabets blev herefter godkendt.

 

Ad 4. Kassereren gennemgik budgettet, der var udarbejdet med pristalsreguleret kontingent.

Budgettet udviser et beskedent overskud på 10.000 kr.

Bestyrelsen har søgt om midler i kommunens rekvisitpulje til indkøb af nye net, koste og en ny dommerstol til bane 2. Svar udestår.

Efter en udveksling af nogle få spørgsmål med efterfølgende svar, var der ikke yderligere bemærkninger til det fremlagte budget.

 

Ad 5. På valg var Glenn Nielsen (formand), Bo Brink-Pedersen, Henrik Jacques Bekke og Jesper Sass, der alle var villige til genvalg. Der var ikke andre kandidater til bestyrelsesposterne.

Alle blev genvalgt som en samlet bunke under støjen fra de larmende klapsalver.

Som suppleant blev valgt Miriam Dørler Schultz. Bestyrelsen ønskes til lykke med et tiltrængt kvindelig islæt i den testosterontunge bestyrelse (Referentens perfide bemærkning).

 

Ad 6. Ole Ahlstrøm blev genvalgt som revisor. Hanne Holm blev genvalgt som revisorsuppleant.

 

Ad 7. Der var ikke modtaget forslag fra hverken bestyrelse eller medlemmer.

 

Ad 8. Forsamlingen udtalte skarp kritik af parkeringspladsens håbløse tilstand. Bestyrelsen er i kontakt med kommunen, men ikke meget er sket. Bestyrelsen opfordres til at øge presset på de ansvarlige.

Rengøringsniveauet i damernes omklædningsrum er utilstrækkeligt. Den enkelte opfordres til at melde om disse forhold, når de observeres.

Øvrige små guldkrummer og finurlige udsagn passerede ikke referentens finmaskede væsentlighedsfilter.

Dirigent                                                                                            Referent

Knud Andersen                                                                             Hans Nielsen

Årets citat: ”Teori er, når man ved alt, men intet fungerer. Praksis er, når alt fungerer, men ingen ved hvorfor. I en tennisklub er teori og praksis forenet: Intet fungerer, og ingen ved hvorfor”. Hans Nielsen f. 1941