Solrød Tennis Klub

Referat: 11. februar 2026

11. februar 2026 - Skrevet af Pernille Bekke

Tilstede: Henrik Jacques Bekke, Bo Brink-Pedersen, Børge Munk Johnsen, Hans Engelbrecht Larsen, Glenn Nielsen, Jesper Sass, Miriam Dørler Schultz, Malte Thyregod

Ikke tilstede: Ingen

1. Valg af referent og ordstyrer

Børge blev valgt som referent og Glenn som ordstyrer.

2. Orientering fra formanden m.v.

Udover forberedelse af nedenstående punkter intet siden sidste møde.

3. Økonomi og årsregnskab

Der var på forhånd udsendt en oversigt over takster og priser for 2026 med de justeringer, som blev aftalt på mødet den 14. januar.

Bestyrelsen havde en kort debat om principperne bag prissætningen, herunder om forholdet mellem priser for faste banetimer og enkeltbookinger. Der var forskellige synspunkter på dette. Debatten endte med at bestyrelsen godkendte det fremlagte forslag til takster og priser.

Børge havde tilrettet budgettet for 2026 med de nye priser og de tiltag, som havde været drøftet på mødet den 14. januar.

I budgettet var bl. a. indarbejdet en øget indtægt hidrørende fra en bedre udnyttelse af træningskapaciteten. Jf. efterfølgende punkt 4 havde bestyrelsen en længere drøftelse heraf.

På grund af usikkerhed om hvornår og i hvilket omfang dette kunne iværksættes besluttede bestyrelsen af forsigtighedsgrunde at udelade forventede indtægter herfra i budgettet. Med denne korrektion blev budgettet for 2026 godkendt.

Klubbens revisor havde godkendt årsregnskabet for 2025 uden bemærkninger. Bestyrelsen underskrev årsregnskabet på mødet.

Bestyrelsen havde også en drøftelse af sponsoraftaler. De nuværende sponsoraftaler er forskelligt udformet. Malte har udarbejdet udkast til 3 aftaler omfattende logo på klubtøj. Aftaler med reklame på hjemmeside og i hal følger som udgangspunkt sponsorpakkerne på hjemmesiden, dog rettes teksten så det fremgår, at det er et årligt bidrag.

Vi har fortsat ikke modtaget vores tilgodehavender fra Solrød kommune. Glenn rykker.

4. Træning

I fortsættelse af mødet den 11. januar havde bestyrelsen en længere drøftelse af et forslag om at udnytte træningsressourcerne bedre og forbedre sammensætningen af juniortræningshold. Et forslag, der samtidig skønnes at kunne have en positiv indflydelse på budget og regnskab ved at give mere tid til seniortræning, som der er stor efterspørgsel efter.

Under debatten fremkom flere bud på hvordan juniortræningen kunne forbedres, herunder muligheden for at samle træningen på færre hold og niveauopdele træningen efter enten alder eller niveau.

Tiltagene kan igangsættes fra sommersæsonen, men Bo tager allerede nu initiativ til en drøftelse med Kristian og Stefan omkring tilrettelæggelsen, så det kan nå at være på plads.

5. Generalforsamling

Bestyrelsen drøftede kort praktikken omkring generalforsamlingen den 25. marts.

Glenn oplyste, at han ikke havde modtaget medlemsforslag inden fristen den 10. februar.

Børge udarbejder udkast til indkaldelse, der offentliggøres ved opslag i klubhuset og annoncering på forsiden på klubbens hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingen. Børge undersøger emner til dirigent og referent.

Bestyrelsen mødes en time før generalforsamlingen. Bo kan ikke deltage, da han deltager i en anden generalforsamling. På valg er kasserer (Børge), Hans, Malte og Miriam.

6. Hal og baner

Hans har indsendt ansøgning til rekvisitionspuljen om tilskud til ny boldmaskine, net m.v. Jesper sørger for at fjerne den nuværende defekte boldmaskine.

På bane 2 er en ny kokosmåtte til fejning af baner på prøve. Den er tung, men arbejder sandet bedre ned i kunstgræsset.

Hans oplyste, at DIF og DGI netop har udbudt en ny foreningspulje. I puljen kan søges om tilskud til aktiviteter, udstyr og faciliteter, uddannelse og udvikling. Der var stemning for at ansøge om tilskud til lys på udendørsbanerne, så banerne igen kan benyttes i skumringen og efter solnedgang.

Ansøgning foregår via CFR adgang. Ansøgningsfristen er 31. marts. Jesper indhenter en opdatering af det foreliggende tilbud på etablering af lys. Børge udarbejder herefter udkast til ansøgning.

7. Eventuelt

Næste bestyrelsesmøde blev aftalt til den 25. marts kl. 18 forud for generalforsamlingen.

Konstituerende bestyrelsesmøde afholdes efter generalforsamlingen.

______________________________________________________________________________

Referent: Børge Munk Johnsen