Solrød Tennis Klub

Kom til “Åben bane” hver mandag

Sidst opdateret d. 7. maj 2026

Alle seniormedlemmer og ungeseniorer med fuld medlemskab er vedkomne til at deltage i Åben bane, der er hver mandag fra kl. 18-20.

Du behøver ikke melde dig til – du kommer bare.

Formålet er at hjælpe med at få nye medlemmer godt integreret i vores hyggelige klub. Så etablerede medlemmer fra 18 til 99 år, opfordres hermed til at møde op og give vore nye medlemmer en flyvende start.

Vi holder “Åben bane” så længe der er deltagere og/eller lys og vejr tillader.

Enkelte aflysninger kan forekomme – følg med her på siden.

Søg Dansk Tennis Legat 2026

Sidst opdateret d. 1. maj 2026

Dansk Tennis Legat uddeles én gang årligt og er på 5.000 kr. Legatet kan søges af unge tennisspillere og har til formål at støtte glæden ved tennis – uanset niveau.

Ansøgningsfrist: 1. juni

Hvem kan søge?

For at komme i betragtning skal ansøger:

  • være 20 år eller derunder
  • være medlem af en tennisklub under Dansk Tennis Forbund
  • være dansk statsborger

Der er ingen krav til niveau. Både nybegyndere og øvede spillere kan søge legatet.

Ansøgning

Ansøgning foregår online via www.tennissporten.dk/dansk-tennis-legat

Legatuddeler

Dansk Tennis Legat uddeles af selskabet bag Tennissporten.dk, Bermann & Rosenberg Media ApS, ved indehaverne og medejerne.

Andre legater

På Dansk Tennis Forbunds hjemmeside kan du få overblik over, hvilke øvrige muligheder der er for at søge legater og fonde, som har til formål at støtte tennisspillere og klubber: Fonde og legater · Dansk Tennis Forbund

Sommerturnering og grill den 6. juni for alle medlemmer ☀️

Sidst opdateret d.

Vi inviterer alle medlemmer til en hyggelig sommerdag med turnering på banen og fælles grillaften.

Kom og træn dit spil, få sved på panden og mød andre medlemmer, som du måske ikke har spillet mod før – og bliv hængende til god stemning, musik og hygge om aftenen.

Der spilles på 4 niveauer

  • D er laveste niveau
  • A er højeste niveau

Du kan tilmelde dig single, mix og double.

Der spilles i puljer, og ved for få tilmeldinger slås to puljer sammen.

  • Forventet starttidspunkt (laveste niveau starter) er kl. 10
  • De første to kampe spilles mod forskellige modstandere. Kamp nr. 2 gælder for at gå videre.
  • Point gives for vindende bolde.
  • Der spilles på tid, og tidspunktet for hver kamp afhænger af antallet af tilmeldte.
  • Der trækkes lod om modstandere
  • Der er præmier til vinderne

Hvis du har en makker til mix eller double, skal vedkommende skrives på tilmeldingen. Ellers forsøger vi at sætte par sammen.

Tilmelding og betaling

  • Pris: 20 kr. pr. spil
  • Ved double og mix betales pr. spiller

Eksempel:

Hvis du tilmelder dig double, koster det 20 kr.
Tilmelder du dig også single, koster det yderligere 20 kr.
Og hvis du derudover deltager i mix, koster det endnu 20 kr.

Du betaler altså 20 kr. for hver type af spil, du deltager i.

Der serveres lidt brød og pålæg i løbet af dagen.

Betaling sker via boks nr. 3573UL. Husk at skrive makkerens navn, hvis relevant.

Sidste tilmelding: 23. maj

Ved dårligt vejr eller for få tilmeldinger aflyses arrangementet, og pengene betales retur.

Grill og hygge om aftenen

Om aftenen tænder vi grillen og musikken og hygger sammen.

  • Forventet starttidspunkt er kl. 18
  • Medbring selv den mad og drikke, du ønsker
  • Tilmelding til aftenfesten er nødvendig
  • Pris: 25 kr. pr. person (beløbet går til lidt snold)

Du er meget velkommen til aftenfesten, også selvom du ikke deltager i turneringen.

Vi håber at se rigtig mange af jer og glæder os til en hyggelig sommerdag.

På glædeligt sommergensyn

Karin og Jonas

Spørgsmål? Karin kan kontaktes på tlf. 26 84 86 77

Introhold med opstart i maj – Alle pladser optaget

Sidst opdateret d. 26. april 2026

Hvis du drømmer om at spille tennis eller gerne vil i gang igen, så er der netop nu en enestående mulighed.

Voksenintroduktion er et træningsforløb på 4 timer for voksne spillere i alderen 20-80 år. Der er kun tre andre på holdet ud over dig.
Før første lektion får du udleveret en helt ny ketsjer, som du må beholde, hvis du efter forløbet ønsker at fortsætte i klubben.

Tilmelding sker efter princippet “Først til mølle”.

I alt får du:

  • 4 træningslektioner á 1 time
  • Gratis ketsjer ved efterfølgende indmeldelse i klubben
  • Mulighed for at deltage i turneringer
  • Kendskab til tennisspillets regler
  • Alt dette for kun 275 kroner!
Ydermere får du de 275 kroner modregnet i kontingentet, hvis du efter introduktionsforløbet vælger at melde dig ind i klubben.

Tidspunkter for træningen:

Onsdag d. 20. maj kl. 19:00 – 20:00
Onsdag d. 27. maj kl. 19:00 – 20:00
Mandag d. 1. juni kl. 19:00 – 20:00
Mandag d. 8. juni kl. 19:00 – 20:00

Sådan tilmelder du dig

Tilmelding sker via følgende link. Bemærk at du skal først oprette en gæsteprofil før du kan tilmelde dig. Der er link til at gøre det på samme side.

https://solroedtennis.halbooking.dk?holdnr=19

 

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klubben på medlemsadmin@solroedtennis.dk

Tennissportens dag og standerhejsning

Sidst opdateret d. 25. april 2026

Flaget er hejst, og sommersæsonen er officielt skudt i gang 🎾☀️ Vi glæder os til masser af tennis, sol og gode stunder på banerne.

Tusind tak for en hyggelig Tennissportens Dag! Der blev spillet mange gode kampe på kryds og tværs, og stemningen var helt i top.

 

Husk at betale årskontingent

Sidst opdateret d. 24. april 2026
Kære medlemmer
Det er tid til at betale årskontingent. Der er sendt fakturaer ud i medlems-systemet, og du kan betale ved at følge nedenstående vejledning.
  • Log på www.solroedtennis.dk (Gå til banebooking) med dit Medlemsnummer og Adgangskode
  • Fra forsiden klikker du på “Til Fakturakonto”.
  • Derefter klikker du “Til betaling”. Marker fakturaen der skal betales og klikker “Betal valgte”.
  • Følg derefter vejledningen på skærmen.

Udendørs banerne er åbne for tennisspil

Sidst opdateret d. 14. april 2026

Alle 5 udendørs baner er gjort klar til tennisspil.

Husk at banerne skal bookes i systemet.

Tillykke til Solrøds seje U-14-hold

Sidst opdateret d. 18. november 2025

Vores U14-hold slog i lørdags Køge Tennisklub 5-1 og ligger nu på førstepladsen i turneringen. Det var sæsonens første sejr i vinterturneringen. Næste kamp spilles på udebane mod Næstved.

Holdet bestod af:

🎾 Ludvig Bech Tegner
🎾 Gustav Luxhøj
🎾 William Birch
🎾 Vincent Koch

Stort tillykke. Det er super godt gået.

Motionslokalet i Solrød Idrætscenter

Sidst opdateret d. 23. oktober 2025

Som medlem af Solrød Tennis Klub, har du adgang til motionslokalet i Solrød Idrætscenter som et supplement til din tennistræning.

Hvornår kan du træne?

  • Mandage: kl. 16-23
  • Tirsdage: kl. 16-23
  • Onsdage: kl. 16-23
  • Torsdage: kl. 14-23
  • Fredage: kl. 17-20
  • Lørdage: kl. 8-18
  • Søndage: kl. 8-18

Det kan forekomme at motionslokalet er lukket, hvis det er booket til speciale arrangementer for lukkede grupper. Derudover kan det ske, hvis der ikke er anden aktivitet i idrætscenteret, at der lukkes tidligere end angivet.

Hvornår er der mange der træner?

Man-tors 16.30 til 19.00.

Her kan det være svært at få plads til sin træning, da en del foreninger har undervisning i lokalet. Hvis der er plads, må du også gerne træne.

Tag hensyn til de andre brugere, så alle får en god oplevelse af at komme i motionslokalet.

Vi deler maskinerne – så husk:

  • Du må gerne bruge musikanlægget som allerede findes i Motionslokalet, men du må ikke
    benytte medbragte anlæg som sound box eller lign.
  • Tør altid maskiner af med sprit efter brug
  • Stil udstyr på plads efter brug
  • Smid affald ud i affaldskurv
  • Du skal være iklædt træningstøj og bruge indendørssko
  • Konditionsmaskiner (fx løbebånd, motionscykel mm.) må kun bruges til opvarmning

Der er mulighed for omklædning og bad i omklædningsrummene i kælderen.

Glemte sager

Sidst opdateret d. 19. oktober 2025

Savner du nogle af disse glemte sager? De ligger klar til afhentning i klubben.