Solrød Tennis Klub

Stor sejr til Solrøds +40 hold

Sidst opdateret d. 10. juni 2020

Solrød + 40 hold, som ligger i 3. division, vandt i går sin 3. holdkamp ud af lige så mange mulige i denne sommers udendørssæson. Tidligere weekenders hjemmesejr på 8-0 over Hvidovre 2 og en udesejr på 5-3 over Roskilde 1, blev i går søndag d. 21. juni fulgt op med en sikker hjemmesejr på 8-0 over Slangerup.

Holdet til denne holdkamp bestod af Pernille Busk Rasmussen, Jenni Quistgaard, Casper Gylling, Brian Jørgensen, Jakob Thisted og Kenneth Roepsstorff. Derudover består holdet af Danni Syhler, som havde fået fri og Nicolai Meisler som desværre var syg.

Jenni lagde stærkt ud og vandt med meget sikkert spil damesingle 6-1, 6-1 og i 1.herresingle vandt Casper ligeledes meget overbevisende med 6-0, 6-1. I 2. og 3. herresingle var kampene noget tættere, men de blev dog begge vundet i 3.sæts matchtiebreake.

Damedoublen tog Jenni og Pernille sig af uden de store problemer med cifrene 6-2,6-1. Casper og Brian vandt 1.herredouble med 6-3, 6.3 og 2. herredouble vandt Jakob og Kenneth med 6-2, 6-3 hvor Jakob som altid spillede en stabil og overbevisende kamp.

Holdkampen blev afsluttet med en MIX-double med Pernille og Jakob, som lukkede den samlede sejr af med en sikker 6-2, 6-3 sejr.

+40 holder fører nu deres pulje og ligger endnu engang til oprykning og har endnu ikke tabt en holdkamp siden holdet blev etableret i vinter, hvilket også indebar en oprykning til indendørs 1. division til næste vinter.

Solrøds MIX-double med Pernille Busk Rasmussen og Jakob Thisted vandt en overbevisende sejr på 6-0, 6-3 over Slangerups MIX-double med Claus Mäder og Annelise Dittmer