Solrød Tennis Klub

Information fra Formanden

  1. maj 2020:

Kære medlemmer af Solrød Tennis Klub,

I disse Coronatider får man pludselig tid til at stoppe op og gøre status.
Måske især for mig, da jeg har fået en knæskade og derfor ikke kan nyde tennis spillet i en periode.

Da vi midt i marts måtte lukke klubben for spil, betød det samtidigt at vi måtte udskyde de mange afsluttende private arrangementer i hallen, Generalforsamlingen blev udsat, standerhejsningen blev ikke afholdt og meget mere.

Status lige nu er, at 2 baner udendørs er åbnet for spil og klubbens ivrige medlemmer kan igen spille. Hallen, og dermed omklædning, toilet og køkken, samt de 2 baner indendørs er stadig lukkede.

Det skulle egentlig være en sommersæson der skulle følge en helt anden plan.

Vi har i samarbejde med Solrød Kommune lavet en aftale om etablering at 4 helt nye baner udendørs samt en ny bane med en slåmur. Dette arbejde igangsættes mandag, den 4. maj, så vi alle i løbet af sommeren kan disponere over 5 baner udendørs.
 
Det bliver der også behov for, da vore juniorer stadig skal træne hver eftermiddag på hverdage sommeren igennem. Vores 2 trænerkapaciteter Pernille og Kenneth kan næsten ikke vente på at komme i gang med juniortræningen.

I samarbejde med Solrød Kommune deltager vi igen i år i det tætte samarbejde med kommunens skoler, hvor idrætstimerne kombineres med besøg på vores anlæg. Vi deltager ligeledes i arrangementet ”Sjov Sommer”, som er et kommunalt tilbud til børn i skolesommerferien – igen i år tilbyder vi 2 sessioner, forår og efterår.

Ovenstående tiltag er med til at øge interessen for tennis hos kommunens børn, og det kreerer hvert år nye medlemmer.

Inden sæsonen i hallen igen begynder i september, har vi ligeledes fået etableret helt nye baner indendørs. Det bliver herligt at kunne konstatere at samtlige 7 baner vi råder over alle er i tip-top stand i mange år fremover.

På de mange møder, jeg som formand for bestyrelsen har deltaget i gennem de seneste mange år med både Dansk Tennis og DGI samt Solrød Kommune, har vi som klub hentet uendeligt meget ros.

Vores meget balancerede sammensætning af medlemstyper kombineret med de baner vi har til rådighed, samt fin balancering af medlemmernes ønsker, er grunden til meget ros generelt. Det er meget vigtigt for klubben at denne balance fastholdes.

Der er i øjeblikket en del uro blandt medlemmer i klubben, udelukkende forårsaget af et helt nyt medlem som ønsker at fremskynde de naturlige processer i en folkeoplysende forening som vores.

Dette nye medlem fokuserer på at vi igen skal tilbyde tennis for børn fra 4-7 år, samt at klubben skal afholde flere turneringer, flere sociale arrangementer, flere turneringshold, helt ny bestyrelse osv.

Jeg vil gerne opfordre til at vore medlemmer tager sig tid til at vurdere om der virkelig er brug for en ”revolution” i klubben på nuværende tidspunkt, og derefter møde op på den kommende Generalforsamling, så klubben kan fortsætte den kontrollerede udvikling som vi har gang i med den eksisterende bestyrelse.

Vi må ikke glemme at det er den store trofaste skare af senior motionister der bærer klubbens økonomi, og dermed er klubbens ”rygrad”.

Da Generalforsamlingen ikke kunne afholdes, og 2 bestyrelsesmedlemmer ønskede at fratræde, benyttede bestyrelsen i henhold til vedtægterne at supplere med 2 nye.

Nye er faktisk ikke det rigtige ord, da den ene blev valgt som suppleant på Generalforsamlingen i marts 2019, og som sådan har deltaget aktivt i bestyrelsesmøder lige siden.

Bestyrelsens andet valg, Malte Thyregod, blev den kandidat, som blev foreslået af bestyrelsen i indkaldelsen til Generalforsamlingen 2020.
Begge har været medlemmer i mange år, og spiller på klubbens bedste turneringshold.

De er begge ligeledes inkluderet i bestyrelsen som et led i den foryngelseskur vi finder absolut nødvendig. Bestyrelsen vil derfor kraftigt opfordre til at man møder op på Generalforsamlingen og giver sin støtte til disse 2 kandidater.

Når denne Corona-lukning er overstået, kan vi afholde den manglende Generalforsamling, og fuldt og helt koncentrere os om tennis i vores dejlige klub.

I ønskes alle en god sommersæson.

Hilsen Per Holm
Formand Solrød Tennis Klub

Log ind

Seneste nyt